Batteriforordningen (EU) 2023/1542, Artikel 8, introducerer verdens første obligatoriske minimumskrav til genanvendt indhold i batterier.

Kravene gælder for fire materialer — kobolt, bly, lithium og nikkel — og indfases i to faser: deklaration fra 2028 og bindende minimumsprocenter fra 2031. Omfattede batterityper er EV-batterier, SLI-batterier og industribatterier over 2 kWh. LMT-batterier følger med en forskudt tidslinje fra 2033.

Kravene er ikke blot miljømæssige mål. De er strategiske virkemidler, der skal reducere EU's afhængighed af primær råstofudvinding og styrke forsyningssikkerheden for de metaller, der driver den grønne omstilling.

De fire materialer og de præcise procentmål

Forordningen opererer med to faser af bindende minimumskrav. Procenterne er fastsat ud fra den forventede tilgængelighed af sekundære råmaterialer og den tekniske modenhed i genanvendelsessektoren.

  • Fase 1 (fra 18. august 2031): Kobolt 16%, bly 85%, lithium 6%, nikkel 6%.
  • Fase 2 (fra 18. august 2036): Kobolt 26%, bly 85%, lithium 12%, nikkel 15%.

En vigtig teknisk detalje: for kobolt, lithium og nikkel beregnes procenterne i forhold til det aktive materiale i battericellen — det vil sige det materiale, der reagerer kemisk for at producere eller lagre elektrisk energi. For bly gælder kravet derimod for hele batteriet, hvilket afspejler blyets brede anvendelse i både gitre, poler og aktive masser i bly-syre-teknologien.

Før de bindende minimumsprocenter træder i kraft, gælder en deklarationspligt fra 18. august 2028. Alle omfattede batterier skal da ledsages af teknisk dokumentation, der angiver den præcise andel af genanvendt kobolt, lithium, nikkel og bly.

Hvad tæller som "genanvendt indhold"?

Forordningen anvender en præcis definition. Materialerne skal være genvundet fra enten produktionsaffald (manufacturing waste) eller post-consumer affald.

  • Produktionsaffald er materialer, der kasseres under batterifremstillingsprocessen og ikke kan genanvendes som en integreret del af den samme proces. Internt spild, der føres direkte tilbage i produktionen ("run-around scrap"), tæller ikke.

  • Post-consumer affald er materialer genvundet fra batterier eller andre produkter, der er blevet til affald efter brug af en slutbruger.

Materialerne behøver ikke at stamme fra udtjente batterier specifikt. Kobolt genvundet fra industrielle katalysatorer eller nikkel fra rustfrit stål kan principielt tælles med, forudsat det er genvundet fra affald.

I praksis vil de tekniske renhedskrav til batterigrad ("battery-grade") dog betyde, at genanvendelse af batterier vil være den primære kilde.

Hvilke batterityper er omfattet?

Kravene gælder for:

  • EV-batterier, SLI-batterier og industribatterier over 2 kWh (undtagen dem med udelukkende ekstern lagring, fx flow-batterier)
  • LMT-batterier med en forskudt tidslinje: deklarationskravet gælder først fra august 2033, og de bindende minimumsprocenter fra 2033 (Fase 1) og 2038 (Fase 2)

Bærbare batterier er ikke omfattet af Artikel 8, men er underlagt andre krav til indsamling og genanvendelseseffektivitet. Industribatterier med ekstern lagring (typisk redox-flow-batterier) er helt undtaget, da deres kemi og struktur er fundamentalt forskellig fra konventionelle batterier.

Kravene gælder uafhængigt af batteriets kemi, så længe det indeholder de fire omfattede metaller. Både lithium-ion, solid-state og avancerede bly-batterier er omfattet.

Tidslinje

  • August 2026: Kommissionen vedtager den delegerede retsakt om beregnings- og verifikationsmetodologi.

  • August 2028: Deklarationspligt for EV-batterier, SLI-batterier og industribatterier over 2 kWh. Dokumentation for genanvendt indhold skal følge batteriet.

  • August 2031: Bindende minimumsprocenter i Fase 1 (16% Co, 85% Pb, 6% Li, 6% Ni).

  • August 2033: LMT-batterier indfases med deklarationskrav og Fase 1-procenter.

  • August 2036: Skærpede minimumsprocenter i Fase 2 (26% Co, 85% Pb, 12% Li, 15% Ni).

  • August 2038: Fase 2-procenter gælder for LMT-batterier.

Kommissionen har i 2025 vedtaget den delegerede forordning om genanvendelseseffektivitet (EU 2025/606), som danner grundlag for beregningen af genvundne materialer. Arbejdet med den specifikke beregningsmetodologi under Artikel 8(1) er i sin afsluttende fase.

Hvordan beregnes genanvendt indhold?

Beregningen bygger på en massbalance-tilgang. Da sekundære råmaterialer ofte blandes med primære materialer i raffinaderiet, er det teknisk umuligt at spore de individuelle genanvendte atomer ind i den færdige battericelle.

I stedet beregnes andelen ud fra den præcise mængde genvundet materiale (input), der er købt og verificeret som affaldsoprindelse, sammenholdt med produktionens samlede output.

Overensstemmelse kræver obligatorisk tredjepartsverifikation af et bemyndiget organ (Notified Body). Producenten skal kunne dokumentere hele kæden fra genanvenderen til raffinaderiet og frem til celleproducenten.

Battery Pass-konsortiet anbefaler, at virksomheder rapporterer pre-consumer og post-consumer strømme særskilt for at øge gennemsigtigheden.

Sammenhæng med andre krav i forordningen

Recycled content er ikke et isoleret krav, men en integreret del af forordningens regulatoriske økosystem.

  • Carbon footprint (Artikel 7): Der er en direkte synergi. Sekundære råmaterialer har typisk markant lavere CO₂-aftryk end primær udvinding. Høje andele af genanvendt indhold forbedrer derfor batteriets carbon footprint-erklæring og kan blive nødvendige for at overholde de kommende maksimumstærskler.

  • Batteripasset (Artikel 77): Alle oplysninger om genanvendt indhold skal registreres i det digitale batteripas fra februar 2027. Passet gør data tilgængelige for genanvendere, myndigheder og slutkunder.

  • Due diligence (Artikel 47-52): Sekundære råmaterialer er ikke automatisk fritaget. Virksomheder skal stadig sikre, at genanvendelsespartnere ikke medvirker til miljøforurening eller krænkelse af arbejdstagerrettigheder.

  • Genanvendelsesmål (Artikel 71): Forordningen stiller parallelle krav til materialegenvinding fra udtjente batterier — fx 80% lithiumgenvinding i 2031 og 95% for kobolt og nikkel. Disse mål er gensidigt afhængige: hvis genanvenderne ikke når genvindingsmålene, vil der ikke være nok sekundært materiale til at batteriproducenterne kan opfylde deres recycled content-krav.

De største praktiske udfordringer

  • Feedstock-kløften: Den største barriere er tilgængeligheden af udtjente batterier. EV-batterier har en lang levetid (op mod 15 år), og mængden af udtjente batterier i 2031 vil afspejle det relativt beskedne salg i 2016-2020. Lithiumgenvinding er teknisk mere komplekst og dyrere end for kobolt og nikkel, og springet fra 50% til 80% genvinding kræver massive investeringer i hydrometallurgi.

  • Sporbarhed og datakvalitet: At dokumentere den præcise andel af genanvendt indhold kræver gennemsigtighed på et hidtil uset niveau. Mange råmaterialeleverandører uden for EU er i dag ikke gearet til at levere data på batch-niveau.

  • Prispres: Der er risiko for, at sekundære råmaterialer bliver dyrere end primære metaller på grund af den regulatoriske efterspørgsel, hvilket kan påvirke europæiske producenters globale konkurrenceevne.

Brancheorganisationer anbefaler, at virksomheder:

  • Sikrer feedstock tidligt via strategiske partnerskaber eller take-back-aftaler
  • Standardiserer dataflow via Battery Pass-konsortiets rammeværk
  • Etablerer interne kontrolsystemer der kan modstå audit

Kan kravene ændres?

Ja. Kommissionen har via Artikel 8(5) beføjelse til at justere procentmålene via delegerede retsakter, hvis markedsudviklingen viser utilstrækkelig tilgængelighed af sekundære materialer, eller hvis der opstår sikkerhedsmæssige bekymringer.

Per marts 2026 fastholder EU de ambitiøse mål, men overvåger markedet tæt.

Forordningen åbner desuden for, at Kommissionen senest i 2027 kan vurdere, om kravene skal udvides til andre materialer som grafit eller sjældne jordarter i overensstemmelse med Critical Raw Materials Act.

Opsummering

Recycled content-kravene i Artikel 8 er de mest konkrete og kvantificerbare forpligtelser i Batteriforordningen. Deklarationspligten starter i 2028, og de bindende minimumsprocenter i 2031.

Virksomheder bør allerede nu sikre adgang til sekundære råmaterialer, etablere sporbarhedssystemer og forberede beregningsmetodologi og dokumentation — da tredjepartsverifikation er obligatorisk.

Den cirkulære kobling er tydelig: højere genanvendt indhold reducerer carbon footprint, styrker batteripassets datakvalitet og positionerer virksomheden bedre til de kommende maksimumstærskler. Det er et krav, men det er også et konkurrenceparameter.

Syntakk er udviklet til at strukturere og dokumentere recycled content-data som del af det digitale batteripas — fra materialesporing til verifikationsklar dokumentation.